Store sejlbåde i kapsejlads
Vind i sejlene til Big Boat Race i Egå
I weekenden var Aarhus Bugten fyldt med store sejlskibe, da der blev holdt Aarhus Big Boat Race ved Egå Sejlklub.
Kapsejladsen er den eneste af sin slags for store sejlbåde i Jylland.
Søndag var 15 store sejlbåde med deres besætninger klar til at kæmpe om hovedpræmien på 50.000 kroner.
Kun et enkelt af holdene var fra Egå Seljbklub, og det havde ikke engang sin egen båd.
- Det er en båd, vi har lånt, og vi har lånt den siden i tirsdags, fordi vores egen er blevet solgt, så det her er lige en midlertidig løsning, siger Kim Jensen, der er storsejlstrimmer på A Bena.
På grund af skiftende vind tog det flere timer, før kapsejladsen kunne komme gang.
Men om eftermiddagen blev vinden stabil, og dommerne kunne skyde løbet i gang.
Men det gik ikke alt for godt for holdet fra Egå, der måtte nøjes med en bundplacering.
- Vi kender jo ikke båden, så resultatet er vel som forventet, siger Kim Jensen.
Tarok 7 fra Helsingør vandt løbet og hovedpræmien på 50.000 kroner.
I indslaget over artiklen kan du se mere fra kapsejladsen.