Store gyldne håndtryk: Odder har udbetalt over 6 mio. kr.

Chefer, der har haft deres daglige gang på Odder Rådhus, har fået udbetalt store million-beløb i fratrædelsesordninger. Foto: Google Street View

Knap en kvart milliard danske skattekroner er siden 2014 endt i lommerne på topledelsen i kommunerne. I Østjylland skiller Odder Kommune sig negativt ud

223 mio kroner! Så mange penge er der på blot tre år udbetalt til fyrede direktører og absolutte topchefer i landets kommuner og regioner. Odder Kommune er den i hele Jylland, der har givet flest millioner væk i gyldne håndtryk.

Det viser en aktindsigt, som TV2 har fået. 

Helt præcist har kommunen i perioden fra januar 2014 til 30. september 2017 udbetalt 6,1 mio. kr. i godtgørelse til opsagte chefer og løn i opsigelsesperioden.

Aarhus Kommune har brugt 3,58 mio. kr. på gyldne håndtryk og løn til fyrede chefer i opsigelsesperioden. Skanderborg har brugt 4,38 mio. kr. Og Odder er altså den jyske topscorer med 6,17 mio. kr. 

Det beløb svarer til 16 social- og sundhedshjælperes årsløn!

- Den altoverskyggende årsag er, at vi skiftede direktionen ud i efteråret 2014. Vi havde ikke tillid til at den daværende direktion kunne føre kommunen videre. Jeg er glad for at det var et enigt byråd der tog beslutningen, om at direktionen skulle skiftes ud, siger borgmester i Odder, Uffe Jensen (V), om det store beløb.

Læs også Udsættelse af Letbane-åbning i Odder: Borgmesteren ærgrer sig

44 af landets 98 kommuner har slet ikke udbetalt nogen godtgørelser til de kommunale topchefer, men i Odder er der altså udbetalt over seks mio. kr. til fem chefer.

Hvis man skifter direktionen ud, så koster det jævnfør en kontrakt. Og det er også i orden - i Odder Kommune går vi også ind for ordentlige arbejdsforhold.

Uffe Jensen, borgmester

- Hvis man skifter direktionen ud, så koster det jævnfør en kontrakt. Den er fast efter den gældende overenskomst. Og det er også i orden - i Odder Kommune går vi også ind for ordentlige arbejdsforhold, siger Uffe Jensen.

Københavns Kommune er topscorer med lidt over 13,5 mio. kr. udbetalt til cheferne.

Sådan gjorde man

- TV 2 Nyhederne har søgt aktindsigt i, hvor meget de 98 danske kommuner og landets fem regioner har betalt i fratrædelsesgodtgørelse til fyrede topchefer, og hvad chefernes løn har været i opsigelsesperioden.

- Derudover har man undersøgt, hvor meget kommunerne og regionerne har betalt i godtgørelse til de topchefer, der blot har opfyldt eller får forlænget deres såkaldte åremålskontrakt.  

- De 223 millioner kroner vedrører kun de absolutte topchefer. Det vil sige direktører, afdelingschefer og fagchefer.

Flere eksperter mener, at det er spild af borgernes penge.

- Det burde stoppes. Vi spilder en masse skatteborgerpenge på det her, siger Henning Jørgensen, der er professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, til TV2.

Læs også Flertal for at afskaffe gyldne håndtryk

Anders Drejer, der er professor i økonomi og ledelse på Aalborg Universitet, bakker op:

- Det er ikke bare et par sko, vi snakker om. Hvis man ikke havde de her fratrædelsesgodtgørelser, ville det gøre en kæmpe forskel.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig