Store forskelle på plejecentre
Århus Kommunes lokalcentre for ældre svinger meget i kvalitet, viser ny undersøgelse.
Der er markante forskelle mellem gode og dårlige lokalcentre for ældre i Århus Kommune.
Ud af otte undersøgte centre lever kun to op til alle gældende retningslinier, mens ét lokalcenter ligger i den modsatte ende af kvalitetsskalaen. Det betyder, at dette center på flere områder ikke følger de gældende retningslinier, lovgivning, kvalitets-standarder og almen faglighed.
Undersøgelsen med den blandede konklusion er gennemført af Århus Kommune selv efter vinterens kritiske fokus i TV 2 l ØSTJYLLAND og andre medier på ældreplejen i Århus Kommune.
- Nu skal der handles. Jeg har en klar forventning om, at områdecheferne og regionscheferne sætter sig i spidsen for det her og får styr på alle de forhold, der er observeret, siger ældrerådmand Dorthe Laustsen (SF).
En tilsvarende undersøgelse af yderligere otte lokalcentre forventes færdig om en måned.