Efter store forsinkelser og aflysninger: Letbanen kører igen

Fredag morgen holdt mange af Letbanens tog helt stille. Letbanen kører nu igen.

Tidligt fredag morgen kørte der ingen tog mellem Aarhus H og AUH. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Flere passagerer på Letbanen måtte fredag morgen kigge langt efter deres tog. Mellem Aarhus Hovedbanegård og Aarhus Universitetshospital holdt togene stille.

Klokken 8.15 oplyser Letbanens direktør, Michael Borre, at togene igen kører.

Vi ved ikke, hvorfor det sker, men det gør det desværre ind i mellem.

Michael Borre, direktør, Aarhus Letbane

- Der er nok stadig lidt småforsinkelser, men vi har udbedret fejlen nu. Det var en teknisk fejl på en af akseltællerne ved Nørreport-krydset, som gjorde, at vi ikke var i stand til at køre, siger Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Lovbrud fanget på video: Børn har frit spil i østjyske kiosker

Midttrafik skrev fredag morgen på Facebook, at der var store forsinkelser og flere aflysninger på Letbanen. Beskeden kom ud klokken 6.53 fredag morgen.

Direktør Michael Borre oplyser, at det ikke er første gang, man har problemer af denne type. Akseltællerne registrerer, hvor togene er og sikrer, at flere tog ikke kan køre ind i samme blok. I dette tilfælde var det dog falsk alarm, for der var intet tog i krydset.

Læs også Webdok: Løgn, bedrag og raseri: Sådan tabte teenageren Marcus 122.000 kroner

- Vi ved ikke, hvorfor det sker, men det gør det desværre ind i mellem. Denne gang er det formentlig på grund af vand. Vi er ved at undersøge, hvorfor det sker, siger Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis du vil opdateres på, om dit tog er forsinket, kan du finde oplysningerne på rejseplanen.dk.