Store Europa-smæk til Bakken Bears
Bakken Bears startede skidt og sluttede skidt mod litauiske Juventus
Normalt er Juventus et navn, man forbinder med italiensk fodbold i topklasse, men i Litauen har de også et basketballhold, der hedder Juventus.
De satte onsdag aften Bakken Bears i stævne i anden runde af FIBA Europa Cup, som Bakken Bears overraskede stort og kvalificerede sig til.
Her er modstanden gået en anelse op i niveau, og det kunne mærkes i Litauen, hvor Juventus Utena, som klubben rigtigt hedder, kom klart bedst fra start og var foran med 15 point inden bjørnen rigtig var vågnet.
En stærkt slutspurt i første halvleg og en trepointsscoring i halvlegens sidste sekund fra Bakkens Bears' Darko Jukic gjorde dog, at Bakken Bears blot var bagude med 43-36 ved pausen.
Læs også
Men det er ikke for ingenting, at basketball er nationalsporten i Litauen, og da værterne skruede op for tempoet i anden halvleg kunne Bakken Bears ikke følge med.
Kampen endte 91-67, og dermed endte det i en lille sæk for bjørnene, der nu har tabt to ud af to mulige i anden runde af FIBA Europa Cup.
På den positive side vil klubben glæde sig over, at nyerhvervelsen Shawn Glover fik debut, efter at hans spilletilladelse er gået i orden.