Store ændringer på Aarhus Universitet
Aarhus Universitet har torsdag besluttet at gennemføre de største organisatoriske ændringer i universitetets historie.
Beslutningen betyder bl.a., at de ni nuværende hovedområder primo 2011 samles i fire nye hovedområder:
- Aarhus Faculty of Arts, Kulturvidenskab
- Aarhus Faculty of Science and Technology, Naturvidenskab og Teknologi
- Aarhus Faculty of Health Sciences, Sundhedsvidenskab
- Aarhus School of Business and Social Sciences, Erhverv og Samfundsvidenskab
For at styrke den strategiske ledelse og samarbejdet på tværs af Aarhus Universitet er det samtidig besluttet, at de fire kommende dekaner indgår i en fælles ledelsesgruppe med rektoratet. Ud over at skulle lede et hovedområde skal dekanerne endvidere stå i spidsen for ét eller flere tværgående strategiske områder.
Derudover er det besluttet, at der årligt afsættes en strategisk pulje på ca. 200 mio. kr. eller ca. tre procent af omsætningen til langsigtede faglige aktiviteter.
- Selvom vi i dag står stærkere end nogensinde inden for forskning, uddannelse, talentudvikling og videnudveksling, så ønsker vi at stå styrket i den nationale og internationale konkurrence om forskningsmidler og de bedste studerende og medarbejdere, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
De fire nye dekanstillinger er nu sendt i opslag med ansøgningsfrist ultimo august og forventes besat snarest muligt efter den 1. november. De nye hovedområder etableres den 1. januar 2011, mens de underliggende faglige enheder forventes fastlagt i begyndelsen af 2011. Den nye struktur er gennemført den 1. januar 2012.