Storcenter øger omsætning

Mange var skeptiske, da der skulle opføres et storcenter i Skanderborg. Men faktisk viser det sig, at centret har øget omsætningen for detailbutikkerne

01:18

1 af 2

Detailhandlen lever i bedste velgående i Skanderborg på trods af, at byen har fået et storcenter midt i byen.

Storcenteret Bloms blev opført i byen i 2012, og detailbutikkerne frygtede dengang for, at det ville udsulte dem.

Men faktisk er det modsatte sket:

- Vi kan helt klart se nu, at Bloms har givet en positiv udvikling, siger Lene Langballe, der er næstformand i Skanderborg Cityforening.

Siden 2007 er omsætningen i byens detailhandel steget med godt 65 millioner kroner. Og ifølge Skanderborg Cityforening har etableringen af centret med 15 udvalgsbutikker midt i byen smittet af på resten af byen detailbutikker:

- Vi har nu med Bloms fået konceptbutikkerne, de store kæder, og så har vi en masse unikke specialforretninger i Skanderborg, og den sammensætning giver en rigtig god balance i gaden. Så selvom Skanderborg kun er en lille storby, så er den attraktiv at komme til, fordi vi kan faktisk få det hele i Skanderborg, lyder det fra Lene Langballe.

Se hele interviewet med Lene Langballe øverst på siden.