Storcenter giver kunder hos naboer
Åbningen af butikscentret Bruuns Galleri i Århus har givet mere liv i butikkerne i nabolaget.
Det to og et halvt år gamle store butikscenter Bruuns Galleri i Århus har trukket mere liv til nabolaget. Blandt andet til Jægergårdsgade, der vrimler med specialforretninger, skriver Urban.
- Bruuns har haft en positiv afsmitning på gaden. Jeg tror ikke, der er nogen, som har haft nedgang på grund af det. Tværtimod har det givet mange nye kunder, siger Torsten Hansen fra Gadeforeningen i Jægergårdsgade til avisen.
Samme tendens ses ved andre store butikscentre.
- Storcentrene virker som en stor magnet, men masser af mindre butikker kan leve i det magnetfelt. Centrene har en selvforstærkende effekt, siger Bruno Christensen, direktør i Retail Institute Scandinavia.
23 procent af omsætningen fra landets samlede detailhandel ligger i storcentrene.