Demonstration ved rådhus efter plan om massenedrivning

En bred og stor flok mennesker mødte op foran det aarhusianske rådhus for at demonstrere mod nedrivninger i ghettoområderne

01:18

VIDEO: Demonstrationen foran Rådhuset handlede om utilfredshed med regeringen og dens beslutninger angående udsatte boligområder.

Rådhuspladsen i Aarhus var lørdag eftermiddag pakket tæt med demonstranter. Gennem rap og taler udtrykte de utilfredshed med regeringens plan om at nedrive tusindvis af boliger i de såkaldte ghettoområder.

Læs også Brabrand-beboer nægter at tage imod penge for at flytte: - Nej tak, jeg bor godt her

Byrådet har allerede vedtaget betydelige ændringer for nogle af kommunens beboelsesområder, og det har altså nu udløst utilfredshed blandt nogle af borgerne.

- Lige nu er der ikke noget samarbejde, og det er det, der skræmmer os. Hvad er det, de er ude på, og hvad er det, de vil? Vil de selv bare vælge, uden at involvere de mennesker, som det rammer, siger Abdinasir Jama Mohamed, der er formand for Gellerupparken i Aarhus.

Vi er glade for den opbakning, der er, og det er jo mennesker, som når man kigger ud på dem, kan man sige, at det er integration.

Abdinasir Jama Mohamed, formand for Gellerupparken

Almen Modstand Aarhus stod bag dagens demonstration, og lignende arrangementer har også været afholdt i andre byer. Men ifølge en hjemløs er beslutningen om at rive flere tusinde boliger ned i udsatte boligområder i Aarhus særligt forkert.

- De sidste fire år har jeg været hjemløs i Aarhus. Aarhus har Danmarksrekord – altså det er den by med flest hjemløse under 25, og nu vil de rive endnu flere billige boliger ned, siger Robin Bille til TV2 ØSTJYLLAND.

Til demonstrationen blev der holdt taler foran Rådhuset, og blandt andet rapperen Marwan optrådte med musikalske indspark.

Rapperen Marwans tekster passede godt ind i demonstrationens tema.

Bred opbakning

Musikere, talere og andre demonstranter spændte bredt, men fælles for dem var utilfredsheden over nedrivningen af boligerne.

- Det er tudetosset, for det bliver meget dyrere nu at skulle bygge erstatningsboliger, og samtidig smadrer det også hele det sociale arbejde, der foregår derude, siger Peter Iversen, der også var til stede under demonstrationen.

Gellerupparken er et af de områder, der for alvor mærker regeringens og byrådets beslutning, og derfor er boligområdets formand også glad for, at så mange var mødt op for at demonstrere.

Læs også 50.000 kr. for at flytte: Stor interesse for 'flyttetilbud' overrasker boligdirektør

- Vi er glade for den opbakning, der er, og det er jo mennesker, som når man kigger ud på dem, kan man sige, at det er integration. Det er det samfund, vi gerne vil se. Vi ser ikke et parallelsamfund her, siger Abdinasir Jama Mohamed til TV2 ØSTJYLLAND.