Stor trafikrazzia
Til kamp mod manglende sele og mobilsnak
Østjyllands Politi er i dag massivt tilstede på de østjyske veje. Det er den store landsdækkende kampagne "Kør bil, når du kører bil", der nu er nået til Østjylland.
Sikkerhedskampagnen skal især få bilisterne til at droppe sms'erne, spænde selen og lade tasterne på GPS'en være, når de kører bil.
TV 2 | ØSTJYLLAND var til formiddag med under politiets aktion på Hadsundvej i Randers, hvor 18 trafikanter fik bøder.
En af dem var Søren Agerbo, der blev stoppet for at kigge på sin GPS på telefonen.
- Det er helt ok at jeg blev stoppet. Det er idioti at kigge på GPS'en. Selvfølgelig skal jeg kigge på vejen i stedet for, siger han.
Er skyld i mange uheld
Det var vicepolitikommissær ved Østjyllands Politi, Laust Jacobsen, der i dag stod for aktionen i Randers. Ifølge ham er det et stort problem, at så mange bruger GPS og telefon, når de kører bil.
- Vi er nødt til at opfordre folk til at lade være med at bruge dem og gøre dem klar over, hvilke konsekvenser det har ude i trafikken. Det forårsager rigtig mange færdselsuheld med tilskadekomne og dræbte personer, siger han.
I klippet herover kan du komme med på politiets aktion.