Stor stigning i ældres husleje

Århus Kommune sætter huslejen op, men i sidste ende skal kommunen selv betale den højere leje.

2800 beboere i Århus Kommunes pleje- og ældreboliger er både forvirrede og forargede over, at kommunen har sat dem drastisk op i husleje. Det skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge avisen er huslejen for mange af pensionisterne sat op med mellem 400 og 800 kroner om måneden. Det har ført til massive klager fra mange ældre, deres pårørende og fra Ældrerådet i Århus Kommune.

- Det er det rene Ebberød Bank. Kommunen tager med den ene hånd og giver med den anden i form af højere boligydelse. Ingen forstår det, og i Ældrerådet er vi i færd med at formulere et brev til byrådet, hvor vi ganske enkelt beder dem om at trække forhøjelserne tilbage, siger Ældrerådets formand John Dybdal til avisen.

Se mere i TV2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.