Stor rumfest på Aarhus Universitet

Stor interesse for den danske astronaut Andreas Mogensen

09:05

1 af 2

Da den danske astronaut Andreas Mogensen onsdag morgen blev sendt ud i rummet, fulgte cirka 450 med fra et auditorium på Aarhus Universitet for at se, hvordan det gik den første dansker i rummet.

- Det er specielt, for det er første dansker i rummet. Det er historisk, siger Jesper Dam Knudegaard, der studerer fysik på Aarhus Universitet, og til dagens lejlighed havde et dannebrogsflag spændt om halsen.

Han ville ikke tøve med at takke 'ja,' hvis han en dag selv fik muligheden for en tur ud i rummet.

- Helt sikkert. Det er det ultimative livsmål, siger Jesper Dam Knudegaard.

Opsendelsen af den russiske raket Sojus, med danskeren om bord, skete fra byen Baikonur i Kasakhstan.

I alt skal Andreas Mogensen tilbringe ti dage i rummet, heraf otte på Den Internationale Rumstation (ISS).

I videoen øverst på siden kan du se mere fra arrangementet på Aarhus Universitet, og du kan se interviews med to fysik-studerende, Jesper Dam Knudegaard og Aleksander Ross Møller, og Ole J. Knudsen, der er kommunikationsmedarbejder på Stellar Astrophysics Centre Aarhus Universitet.