Stor politisk uenighed om multiarena: Nu sendes den i høring

Politikerne i Randers er ikke enige om nødvendigheden af en ny stor multihal, men et snævert flertal bakker op om planerne

01:00

Med stemmerne 16-15 blev det mandag aften besluttet at gå videre med planerne om at bygge en ny multihal i Randers – den såkaldte Hal 4 – ved den nuværende Arena Randers. DF og Venstre mener, at den kan skabe øget vækst. De resterende partier er imod.

- Vi har en ambition om, at 10.000 flere skal dyrke idræt, og det får man dem ikke til, hvis vi ikke har ordentlige faciliteter, siger borgmester i Randers Kommune, Claus Omann Jensen (V), til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Opbakning til ny multiarena i Randers

På byrådsmødet var de kritiske røster mod projektet store. Flere af partierne imod projektet mener, at potentialet for en ny hal bør undersøges dybere, og at økonomien ikke er på plads. Derudover frygter flere politikere, at det vil gå udover breddeidrætten at bygge en ny multiarena.

- Vi har også kig på eksempelvis Dronningborg Hallen, og jeg lover, at det her ikke vil gå udover bredden og de andre haller, siger Claus Omann Jensen.

Nu bliver det så muligt for alle interesserede at komme med bemærkninger til en ny lokalplan, som vil gøre det muligt at bygge hallen i tilknytning til Arena Randers. Den bliver sendt i høring i otte uger.   

Sådan er det planen, at den nye arena skal tage sig ud.  Foto: Visualisering

Sådan er det planen, at den nye arena skal tage sig ud.  Foto: Visualisering

Med den ny multihal vil antallet af siddepladser i Arena Randers blive forøget fra cirka 2.000 til i alt ca. 5.800. Og det vil være muligt at afvikle konferencer, elitesportsarrangementer, koncerter, breddeidrætsstævner og meget andet i hallen.

Det samlede projekt kommer til at koste omkring 100 millioner kroner, hvoraf Randers Kommune i forbindelse med budgetforliget for 2017-2020 mellem Venstre og Dansk Folkeparti har besluttet at bidrage med 15 millioner kroner. Derudover stiller kommunen en kommunegaranti på 35 millioner kroner. Den resterende del af finansieringen skal den selvejende institution Randers Idrætshaller, der driver Arena Randers, selv stå for.

Du kan se en interviewbid med Claus Omann Jensen øverst på siden.