Stor pengegave til Gl. Rye Mølle
Med 300.000 ekstra på bankbogen er der blevet råd til at restaurere Gl. Rye Mølle.
Glæden har været stor på Museet på Gl. Rye Mølle i påsken.
Gl. Rye Møllelaug & Museumsforening har fået meddelelse om, at Paula og Axel Nissens Legat vil støtte restaureringen af møllen med 300.000 kr.
Med dette beløb er folkene bag Gl. Rye Mølle nået i mål med at skaffe fondsstøtte til restaureringen af den gamle mølle. Dermed kan restaureringsprojektet komme op i gear igen.
- Man regner med, at de nye vinger vil blive bygget ved siden af museet hen over sommeren. Det betyder også, at der bliver noget at se på for museets gæster. Først skal de to Douglas graner fra Salten Langsø Skov fældes og saves op på et savværk, siger museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen i en pressemeddelelse.