Stor overraskelse: Vindum genvinder borgmesterpost i Silkeborg
Med opbakning fra blå blok, Radikale Venstre og SF beholder Steen Vindum fra Venstre borgmestertitlen i Silkeborg Kommune
Gennem et noget overraskende samarbejde er der nu opbakning til Venstres Steen Vindum som fortsat er borgmester i Silkeborg Kommune.
Han bakkes nemlig op af den blå blok, Radikale Venstre, Alternativet og SF.
- Vi har samarbejdet med en Venstre-borgmester i de seneste fire år. Og da der ikke var et flertal for en anden borgmester, så tilsluttede vi os den aftale, siger Hans Okholm (SF).
Den mindst ringe aftale
SF har fået to mandater. Det er ifølge Hans Okholm langtfra tilfredsstillende, ligesom aftalen om konstitueringen heller ikke er noget, han er ved at falde bagover af begejstring over.
- En gang imellem skal man vælge den aftale, der er mindst ringe. Jeg stiller mig ikke ud i et hjørne og klager over, at alting er gået forbi os. At være med ved forhandlingsbordet er det, der betyder noget, siger Hans Okholm.
R og AL afgørende
De Radikale Venstre og Alternativet stod med de afgørende mandater og kunne altså også have peget på Socialdemokratiets spidskandidat Søren Christensen. Men valgte i stedet at bruge deres mandater på at få Steen Vindum som borgmester.
Læs også
- Der var ikke et klart resultat, og De Radikale og Alternativet var så tungen på vægtskålen. De kom til mig og sagde, at jeg skulle få det her til at lande og skulle stå i spidsen for kommunen fremadrettet, siger Steen Vindum til TV2 ØSTJYLLAND.
Grønnere Silkeborg
Den opgave var han glad for at få og ser nu frem til et samarbejde med partier, som Venstre ikke traditionelt har arbejdet sammen med.
Også selv om det betyder, at Silkeborg Kommune går mod et fremtid med et langt grønere profil.
- Vi er enige om en ambitiøs grøn omstilling, men der er ingen klar aftale om, hvordan vi gør det, siger borgmesteren.
Radikale Venstre har efter sigende fået formandsposten i kultur,- fritids- og idrætsudvalget, mens Alternativet får formandsposten for et miljø- og klimaudvalg for at pege på Vindum.
- Jeg kunne se tre af mine vigtigste mærkesager blive gennemført i den konstellation, siger Johan Brødsgaard (R) til TV2 ØSTJYLLAND.
Desuden får de to partier også hver en plads i økonomi- og erhvervsudvalget, mens Radikale Venstre får posten som 2. viceborgmester.
Fra den blå blok er det DF, De Konservative og Liberal Alliance, som støtter Steen Vindum.
Læs også
Arbejder på at få S med
Enhedslisten og Socialdemokratiet står indtil videre uden for den brede konstituering, men Steen Vindum arbejder efter sigende på også at få i hvert fald Socialdemokratiet med i en bred aftale.
Socialdemokratiet stillede op med Søren Christensen som spidskandidat, og hvis de traditionelle røde partier ville bakke op om ham, kunne han havde opnået flertal. Men sådan skulle det altså ikke gå.
Forbløffet over SF
Enhedslisten gik stemmemæssigt tilbage, men fastholdt deres to mandater i Silkeborg.
- Vi gik efter at få en anden borgmester. Det har vi ikke fået. Vores synspunkter havde vi nok fået mere bonus for, hvis vi havde fået en anden borgmester, siger Enhedslistens Lene Fruelund til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er kommet noget bag på hende, at så mange har bakket op om Steen Vindum. Blandt andet SF og Alternativet.
- Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forestille mig, at Alternativet får opfyldt deres visioner om miljø- og klimapolitik med Steen Vindum som borgmester. De kommer godt nok på arbejde. Der havde de fået det noget lettere, hvis de havde konstitueret sig sammen med os, siger Lene Fruelund.
Hun er endnu mere forbløffet over, at SF også er hoppet på Steen Vindum-vognen.
- Vi har været i valgforbund med SF og Socialdemokraterne og har været enige om, hvad vi i fællesskab ville vægte. SF vil så hellere mele deres egen kage end at gøre noget i fællesskab. Sådan er det, siger Fruelund.
Læs også
Steen Vindum (V) blev valgt som borgmester i Silkeborg i 2013, da han dengang indgik en bred konstitueringsaftale med alle byrådets partier. Socialdemokratiet og SF havde et dårligt valg i 2013, og derfor blev Venstre det største parti med 10 mandater i byrådet. Han var den første borgmester fra Venstre i Silkeborg i 60 år.
Steen Vindum har siddet i byrådet i kommunen siden 2006. Før det har han haft landbrug på sin gård ved Pederstrup nær Kjellerup.
Opdateres...
Blå bog
Bor i Pederstrup, Kjellerup
Gift og har to børn
Er landmand og gårdejer
Fik 4576 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013