Stor narkosag for retten
To mænd for retten i den største narkosag i Østjylland
24. jun 2013, kl. 07:38
Mere end 30 dage gammel
Et højtstående medlem af Hells Angels i Randers og en anden mand med tilknytning til rockergruppen skal i dag for retten i en af de hidtil største sager om amfetamin i Østjylland.
Sagen drejer sig om 42 kilo amfetamin, som politiet mener, HA rockeren og den anden mand har opbevaret, oplyser DR Østjylland.
De to mænd er tiltalt for at have solgt yderligere 10 kilo amfetamin og næsten 30 kilo hash. Desuden omhandler sagen også andre forhold i som drejer sig om 12 krysantemumbomber.
Anklageren har ikke lagt sig fast på hvor lang straf man vil kræve, men det vil formentlig være over 10 år. Der falder dom på torsdag.