Stor mystik om dødsbrand: Hvem er de to døde personer?

Østjyllands Politi mangler stadig at finde ud af, hvad der er sket i det hus i Purhus, hvor to personer blev fundet døde

Foto: Local Eyes / TV2OJ

To dage efter, at en ejendom i Purhus ved Randers brændte ned, står Østjyllands Politi fortsat med mange ubesvarede spørgsmål.

Det største spørgsmål er, hvem de to personer, der blev fundet døde i bygningen, er?

Det er endnu ikke lykkedes politiet at identificere de omkomne personer. Hvorvidt det skyldes, at ligene er så ilde tilredte på grund af brandskader, ønsker politiet ikke at kommentere. Teorien er, at der muligvis er tale om to mænd. 

Læs også Dødsbrand i Purhus: Mand sigtet for ildspåsættelse

Fungerende vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Anders Uhrskov, fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at retsmedicinere arbejder ud fra forskellige metoder med at identificere ligene ud fra forskellige typer DNA. Derudover forsøger politiet at efterforske, hvem de er.

- Vi har talt med ejeren af bygningen, som har fortalt os, hvor mange der er tilmeldt adressen, siger Anders Uhrskov, men vil ikke oplyse, hvor mange der har adresse i den brændte bygning. 

Har I så talt med nogle af de tilmeldte på adressen?

- Delvist. Vi har talt med én person, men personen har ikke kunne give os nogle oplysninger, som har ført til afklaring.

Læs også Krofatter om dødsbrand: Det er tragisk i så lille et samfund

Branden i ejendommen brød ud søndag morgen, hvorefter brandvæsnet fandt de to lig. Om det er brandskader eller kvælning i forbindelse med branden, som har slået de to personer ihjel, vil Østjyllands Politi heller ikke kommentere.

- Obduktionen har vist nogle ting, men vi holder lige nu tingene tæt ind til kroppen, siger fungerende vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Arbejder I ud fra en teori om, at branden i virkeligheden blot er et dække for en anden forbrydelse? Altså at de to personer kan være slået ihjel på anden vis?

- Vi arbejder ud fra alle tænkelige teorier. 

00:25

VIDEO: Politiets teknikere har siden søndag arbejdet hårdt på at finde ud af omstændighederne omkring dødsbrand i Purhus. 

Luk video

Østjyllands Politi har de seneste døgn modtaget flere henvendelser fra borgere, men ønsker fortsat at modtage tips fra folk, som kan have oplysninger omkring bygningen og personer, som har haft sin gang i den. Politiet kan kontaktes på tlf. 114. 

- Det er svært for os, når vi ikke ved, hvilken omgangskreds vi skal lede i, siger Anders Uhrskov. 

En 49-årig mand er sigtet for forsætlig ildspåsættelse i sagen. Han er igen blevet løsladt. 

KORT: Purhus er en landsby nordvest for Randers.