Stor modstand mod besparelser
Århus Kommune bombarderes med forslag og kommentarer til de omdiskuterede spareplaner.
Både almindelige borgere og kommunalt ansatte benytter sig i stor stil at muligheden for at kommentere Århus Kommunes nye sparekatalog.
Kataloget, der er i offentlig høring frem til udgangen af denne måned, rummer besparelser for i alt 600 millioner kroner.
Indtil videre har Århus Kommune modtaget 200 høringsvar fra private borgere, mens offentlige institutioner og kommunalt ansatte tilsammen har indsendt 750 svar.
Kommunen forventer, at bunken af henvendelser vokser sig endnu større, efterhånden som man nærmer sig udløbet af høringsperioden.
Når høringsperioden er overstået, skal politikerne tage endelig stilling til, hvilke af besparelserne der skal gennemføres. Ud af de 600 millioner kroner er det nemlig kun halvdelen, der i sidste ende skal føres ud i livet.