Stor mangel på aflastningsfamilier
Moderne familier har en travl dagligdag. Derfor mangler Randers Kommune aflastningsfamilier til 24 børn.
Randers Kommune har svært ved at finde aflastningsfamilier til børn, der har behov for at komme hjemmefra.
Her og nu mangler 24 børn en plads hos en rummelig familie, og problemet er stigende.
Kommunens socialchef, Oluf Kroer, mener ikke, at det er den ret beskedne aflønning, der er årsagen til, at det er blevet sværere at finde familier med plads til et ekstra barn nu og da.
- Almindelige familier har travlt nok i deres dagligdag. Der er grænser for, hvad familier vil påtage sig nu om dage. Man skal have det overskud, der skal til for at påtage sig opgaven, siger han til Randers Amtsavis.
Ifølge Oluf Kroer er problemet også velkendt i de øvrige kommuner i Randers-området.