Stor konference i Aarhus: Til kamp mod radikalisering online

I Aarhus er der i disse dage en stor international konference om antiradikalisering

01:50

Hvis vi skal undgå terror, eller at unge rejser i hellig krig, så er det på nettet, vi skal tage kampen op. Det var et af budskaberne, da en stor antiradikaliserings konference onsdag begyndte i Aarhus med deltagere fra store dele af verden.

De sociale medier kan bruges til meget andet end billeder og fødselsdagshilsner. De er nemlig angiveligt et af rekrutteringsværktøjerne for voldelige ekstremistiske grupper. Og når radikaliseringen foregår på internettet, kan det være svært for de pårørende at opdage, når deres nære er på vej ud på et skråplan.

Læs også Aarhus vil bremse radikalisering med offline-fællesskaber

- Der findes jo en række fora på internettet, hvor man diskuterer nogle af de her ting, og hvor nogle unge mennesker bliver lokket ind - typisk i nogle lukkede fora - hvor de så påbegynder sådan en bearbejdning af dem, siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune.

Større sammenhold i befolkningen
Og Jonathan Birdwell fra organisationen Strong Cities Network i London, der målrettet forsøger at nedkæmpe voldelig ekstremisme, er enig med Aarhus-borgmesteren. Ifølge Jonathan Birdwell er første skridt at skabe større sammenhold i befolkningen.

Læs også Radikaliserings-hotline har fået 61 opkald det første år

- Det bekymrer mig, at vi bliver mere splittet som samfund. Sociale medier og internettet gør det muligt for folk at sprede propaganda, der tilbyder simple løsninger på komplekse problemer, siger Jonathan Birdwell.

02:12

VIDEO: Der skal en bredspektret indsats til, og nettet er et af de steder, der skal sættes ind, siger Allan Aarslev, politikommissær Østjyllands Politi.

Luk video

Også australske Robin Scott, minister for multikulturelle affærer i den victorianske regering, mener, at man skal være opmærksom på den splittelse, der kan skabes online.

- Sociale medier på internettet har på mange måder skabt en fantastisk demokratisering og informationsudveksling, men det har også gjort det muligt for stemmer, der taler for splittelse og vold, at få en platform, hvilket var meget sværere i fortiden, siger Robin Scott.

Robin Scott

Problemet er svært at løse, for man skal være forsigtig med ikke at regulere for meget i folks færden på internettet, forklarer Robin Scott:

- Vi er nødt til at være forsigtige i vores respons, så vi ikke ødelægger den frihed, som demokratiske samfund har, men en af vores hovedresponser er at give folk evnerne til at være modstandsdygtige.

Den store internationale konference om kampen mod radikalisering og ekstremisme fortsætter de næste par dage i Aarhus.

Du kan se mere fra konferencen i videoen øverst på siden.