Stor it-udbygning i Århus
112 kommunale bygninger får forøget deres it-kapacitet op til 2000 gange.
112 af de vigtigste kommunale lokaliteter i Århus, så som administration, biblioteker, skoler og ældrecentre, skal nu kobles sammen i i et superhurtigt bredbåndsnet med lyslederkabler.
Det vil forøge de kommunale institutioners it-kapacitet med op til 2000 gange og for eksempel gøre det muligt at få video leveret via nettet til undervisning på skoler, biblioteker og arbejdspladser. Net-udbygningen vil også gøre det muligt at bruge video til patientjorunaler og røntgenbilleder i plejesektoren.
På længere sigt skal cirka 1500 lokaliteter kobles på nettet, deraf cirka 700 hjemmearbejdspladser, oplyser Ritzau.
Århus Kommune har indgået kontrakt med Farum-virksomheden NetDesign om det nye bredbåndsnet. NetDesign ønsker også at udbygge nettet, så det kan bruges af private til for eksempel modtagelse af tv-signaler, internet på højhastighed og telefoni.