Stor interesse for konference i Randers om børn og unge
Der er stor interesse fra landets største byer for konferencen "Hvordan rummer og inkluderer vi alle tiders børn og unge i vore kommuner".
Randers Kommune har reserveret hele Hotel Randers, når kommunen den 6. - 7. maj er værter for en konference for de såkaldte 6-byer om socialt udsatte børn og unge. Konferencen er nemlig med deltagelse af cirka 90 ledere og nøglepersoner fra børn og ungeområdet i København, Århus, Odense, Aalborg,Esbjerg og Randers Kommuner blevet et tilløbsstykke.
Konferencens titel er: "Hvordan rummer og inkluderer vi alle tiders børn og unge i vore kommuner". Bag titlen gennem sig også den kendsgerning, at børn med særlige behov fylder mere og mere, både når det gælder arbejdsindsatsen fra de kommunale medarbejderes side, og når det handler om de økonomiske ressourcer, der bruges på området.
Blandt oplægsholderne er professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som vil fokusere på udviklingstendenser i målgruppen. Direktør for Job og Velfærd i Viborg Kommune Leif Gjørtz Christensen holder oplæg om dilemmaet mellem krav om besparelser og styring af økonomien på den ene side og kvalitet og faglighed på den anden.