Stor interesse for bro

Mere end 20.000 har været forbi jernbanebro

Foto: Horsens Kommune

Foto: Per Algreen

Foto: Per Algreen

1 af 3

Udgravningen af en 115 år gammel jernbanebro ved Vestbirk har fået langt større bevågenhed, end Horsens Kommune havde regnet med.

Egentlig havde Kommunen troet, at omkring 30-40 nysgerrige personer ville kigge forbi udgravningen om ugen, men det har vist sig, at det var det antal, som hver lagde vejen forbi for at følge med i projektet.

Udgravningen handler om at skabe fri passage i Gudenåen, og det vurderes, at mere end 20.000 har været forbi for at kigge.

- Når vi kom ud i området efter en weekend, kunne vi jo se, at pladsen var tæt pakket med fodspor. Til daglig ankom folk også i en lind strøm. Nogle gik, cyklede eller blev kørt dertil i busser. Ikke alle respekterede afmærkningerne lige godt. Faktisk er vi lidt chokerede over, hvor "modige" folk kan være. Nogle har gået lige bagved store gravemaskiner. Andre har sat sig ned og spist deres madpakker under broen - med stor fare for at få en skovl i hovedet, siger Tony Bygballe, der er projektleder i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.

Derfor har det været nødvendigt at sætte et stort hegn op for at holde de nysgerrige på behørig afstand.

Horsens Kommune havde regnet med, at en enkelt guidet tur rundt på pladsen for de interesserede ville være nok, men på grund af stor tilslutning er den ene tur blevet til ti.

Jernbanebroen indvies den 13. december, hvor navnet på broen også afsløres.