Stor eftersøgning i Kattegat
To helikoptere og flere skibe deltog tirsdag aften i en eftersøgning af en tysk lystfisker i Kattegat.
En større eftersøgning var tirsdag aften i gang i Kattegat, efter at en 65-årig tysk turist ikke kom hjem fra en fisketur som planlagt, oplyser politiet.
Manden, der jævnligt er på besøg som turist i Grenaa-området, tog ud at fiske i sin gummibåd ved syv-tiden tirsdag morgen.
- Han plejer at komme hjem over middag, men da han sidst på eftermiddagen ikke var kommet hjem, og de pårørende ikke kunne komme i kontakt med ham på hans walkie-talkie, slog de alarm, siger den vagthavende hos Grenaa Politi.
Ifølge Søværnets Operative Kommando deltog to helikoptere, to redningsbåde, et orlogsfartøj og flere civile skibe i eftersøgningen ud for Glatved Strand syd for Grenaa.
Midt på aftenen lykkedes det at finde den 65-åriges gummibåd med redningsvesten liggende i, men det var ikke lykkedes at finde lystfiskeren. /ritzau/