Stor dag for Aarhus Roklub til DM
Aarhus Roklub henter tre guldmedaljer til DM
Lørdag afvikler Dansk Forening for Rosport DM i Roning, og det med stor aarhusiansk succes.
Hele tre guldmedaljer blev det til for Aarhus Roklub.
- Det er over alt forventning, siger Hother Hennings, der er formand i Aarhus Roklub, til tv2oj.dk.
Mesterskabet bliver afholdt på Bagsværd Sø, og her var de tre roere fra Aarhus hurtigst.
15-årige Mette Køchs Nielsen vandt DM i Junior Mester i 1x (singlesculler).
- Det er meget imponerende af hende. Hun vinder over roere, der er op til to år ældre end hende selv, siger Hother Hennings, der oplyser, at Mette Køchs Nielsen i sidste weekend var med U18-landsholdet i singlesculler ved Baltic Cup, hvor 11 nationer fra lande omkring Østersøen mødtes. Her vandt den aarhusianske roer begge dage - først på 2000m distancen og dernæst på 500m distancen.
Andrej Lawaetz Bendtsen vandt DM i Herre Letvægtssinglesculler (LM1x), og Nina Hollensen vandt DM i Kvindernes Singlesculler (W1x).
De to roere er begge med i kampen om en plads til OL i Rio de Janeiro i 2016, og med dagens flotte resultater har de gjort deres for at markere sig.