Stor brand: To lagerbygninger og et værksted er nedbrændt
En brand har torsdag formiddag hærget flere industribygninger i Tebstrup
Torsdag sidst på formiddagen opstod der brand i en industrivirksomhed i Tebstrup ved Ejer Bavnehøj syd for Skanderborg.
Hos Sydøstjyllands Politi tikkede meldingen om branden ind klokken 11.25.
- Der er to lagerbygninger og et værksted, som er nedbrændt ved smedevirksomheden Vega ApS. Der er en stor røgsøjle, som er ganske høj, men den går heldigvis lige op i luften, og derfor er der ingen fare for beboere i området, siger vagtchef Flemming Lau fra Sydøstjyllands Politi.
Han fortæller, at branden formentlig er opstået ved et overtændt træpillefyr.
- Der var nogle trykflasker inde i bygninger, som man fik reddet ud i tide, og ingen personer er kommet til skade, siger vagtchefen.
Han fortæller, at Østjyllands Brandvæsen har fået assistance af Beredskabsstyrelsen, og at både politi og brandfolk stadig arbejder på stedet.
I alt assisterer Beredskabsstyrelsen med 14 brandfolk og tankvogne med vand.