Stor brand i campingcenter i Odder
Borgerne i Odder blev opfordret til at holde sig indendøre, da der tirsdag aften gik ild i et campingcenter.
Brandfolk fra store dele af Østjylland blev tirsdag aften dirigeret til Odder, hvor et campingcenter i Rådhusgade stod i flammer.
To af centrets tre haller var overtændte, og det lokale brandvæsen bad om assistance fra blandt andet Århus og Horsens.
Borgerne i Odder blev opfordret til at holde sig indendøre, fordi røgen fra branden kunne være farlig at indånde. Kort før klokken 22 var branden under kontrol, og opfordringen om at holde sig indendøre blev ophævet.
Det er endnu uvist, hvad der udløste den voldsomme brand. Politiets teknikere vil onsdag gennemgå brandtomten i et forsøg på at finde årsagen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om branden i tirsdagens sene nyhedsudsendelse kl. 22.20.