Stor aktion mod børneporno
To randrusianere og en enkelt århusianer er blevet anholdt under stor landsdækkende aktion imod børneporno på internettet.
Politifolk landet over slog i morges til mod 38 adresser, hvor flere personer blev anholdt for at distribuere børnepornografisk materiale.
Også Østjyllands Politi har været på visit i forbindelse med aktionen, som gik under navnet "Gyldenbørste".
I Randers blev en 16-årig dreng og en 25-årig mand anholdt, mens en 30-årig århusianer fik uventet besøg af betjente med en ransagningskendelse.
De tre anholdte har alle erkendt at have haft børneporno på deres computere og er løsladt efter endt afhøring.
Efterforskningen har vist, at de anholdte personer har udvekslet børneporno i foråret i år.
- De har været del af et fildelingsnetværk, hvor der har floreret meget groft materiale. Vi har overvåget dem gennem et par måneder og valgte at slå til i dag mod 38 enkeltpersoner på deres hjemmeadresser, siger politikommissær Søren Thomassen, der er leder af Rigspolitiets it-efterforskningscenter.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.