Stopper blokade mod gartneri
Salatgartneri har har valgt at indgå overenskomst
3F har ophævet blokade mod gartneriet Lykkegården, efter virksomheden har indgået overenskomst. Det skriver Fagbladet 3F.
Det store salatgartneri på Djursland, som leverer salat til butikker under både Dansk Supermarked og Coop Danmark, har fredag skrevet under på en overenskomst. Det oplyser faglig sekretær Vagn Udengård fra 3F Djursland til Fagbladet 3F.
- Vi er meget tilfredse med, at vores konflikt på blot et døgn gav pote, således at vi kunne lave en aftale med Lykkegården, siger han til Fagbladet 3F.
Baggrunden for konflikten var, at Lykkegården ifølge 3F Djursland har beskæftiget hen ved 50 østarbejdere, som tjente 80-90 kroner i timen, hvilket står i kontrast til overenskomsten på området.
Det har fredag ikke været muligt at få en kommentar fra Lykkegården. Men virksomhedens advokat Søren Aagaard fra advokatfirmaet Advodan siger:
- Jeg kan bekræfte, at konflikten er afblæst i dag, og at der er tegnet overenskomst. Det har Lykkegården ønsket siden begyndelsen af juni.