Stop for hellig krig
Østjyllands Politi skal lære andre lande om projektet
Siden januar har et tæt og utraditionelt samarbejde mellem Østjyllands Politi, Aarhus Kommune og muslimske foreninger i Aarhus Vest ifølge politiet helt standset trafikken af unge, der drager i hellig krig i Syrien.
Succesen med at bekæmpe radikalisering blandt unge muslimer skal Østjyllands Politi nu eksporterer til resten af landet og flere andre lande i Europa.
- Jeg synes, at det er et rigtig godt projekt, der viser, at hvis man går i dialog og samtale med de rigtige mennesker, så har man også en mulighed for at påvirke dem i den rigtige retning. Andre steder kan man bestemt lade sig inspirere af det her, det gælder også i forhold til EU. Mange andre EU-lande og mange andre store byer står med de samme problemer og de samme udfordringer, som man gør i Aarhus, og de kan helt sikkert også lære noget af det her, siger Jens Henrik Højbjerg, der er rigspolitichef.
Ifølge politiet har brugen af dialog været nøglen til at løse problemet. Og også i den meget omdiskuterede moské på Grimhøjvej i Aarhus Vest er man glade for det nye samarbejde.
Se: Unge dropper krig i Syrien
- Det går udmærket, fordi vi nu har mere forståelse for hinanden og kan udveksle idéer og forslag med hinanden om, hvordan man skal arbejde med unge, siger Fadi Abdallah, der er talsmand for Grimhøjmoskéen.
Forleden kunne Østjyllands Politi fortælle, at de siden januar ikke har kendskab til unge fra Aarhus, der er rejst til Syrien for at kæmpe.
Og det har moskéen på Grimhøjvej heller ikke.
- Vi har ikke set nogen, der er rejst eller som har sagt, at de ville rejse, siger Fadi Abdallah.
I januar kom det ellers frem i medierne, at 30 unge var rejst til Syrien. Ud af dem havde 22 haft sin gang i moskéen på Grimhøjvej i Aarhus
Naser Khader, der er Syriens-ekspert, er dog mere skeptisk i forhold til resultatet af det nye projekt.
- Strømmen til Syrien af jihadister fra hele verden fortsætter, og det gør den også fra Danmark, og så tænker jeg: Hvorfor skulle Aarhus være det eneste sted, hvor der ikke kommer flere jihadister fra? Jeg tvivler på det. Helt konkret har jeg kendskab til et enkelt eksempel med en person, der har relationer til moskéen på Grimhøjvej, der tog til Syrien i begyndelsen af marts, så jeg er skeptisk, siger Naser Khader.
Se: Lyder for godt til at være sandt
Men Jørgen Ilum, der er politidirektør, tror, at dialog er vejen frem.
- Jeg synes aldrig, at det er naivt at samtale, jeg synes altid, at det er ganske fornuftigt at have en dialog med folk og også med folk, som man ikke er helt enige med. Det vi kan konstatere er, at siden vi startede det her radikaliseringsprojekt og herunder indsatsen i forbindelse med Syrienskæmperne, så er der flere unge mennesker, som er blevet afradikaliseret på grund af vores indsats, og der er også meget, som tyder på, at trafikken af unge fra det vestlige Aarhus til Syrien er standset. I hvert fald har vi ikke kunnet konstatere, at der er nogen, som er rejst af sted, efter vi er startet denne indsats, siger Jørgen Ilum.
Men sikkert er det, at Østjyllands Politi i den kommende tid fortsat skal dele ud af sine erfaringer med at stoppe radikalisering blandt unge muslimer i Danmark, men også i flere andre lande i Europa.
Du kan se mere om sagen i indslaget over artiklen.