Stop for automatiske fotofælder

Skuffende forsøg i Århus med automatisk fotografering af bilister, der kører for stærkt eller over for rødt.

Efter fire års ventetid har Rigspolitiet nu endelig evalueret forsøgsordningen med automatiske kameraer i syv stærkt trafikerede kryds i Århus. Det skriver JP Århus.

Ifølge avisen er konklusionen klar: Forsøgsresultaterne var skuffende. Derfor skal de århusianske bilister ikke i fremtiden fotograferes af udstyret, hvis de kører for stærkt eller over for rødt lys.

De såkaldte stærekasser til kameraerne er stadig monteret i de syv kryds, men kun en kort tid endnu.

- Vi agter at pille dem ned. Forsøget svarede på mange forskellige måder ikke til forventningerne. Vi havde for eksempel problemer med billedkvaliteten, siger Mogens Wilbert, leder af Rigspolitiets Færdselsafdeling.