Stolt over at være hadehold
AC Horsens-træner stolt af, at østjyderne er svære at score imod
AC Horsens er forårets bedste hold i Superligaen til at forsvare eget mål, og det får træner Johnny Mølby til at se store perspektiver for oprykkerne, der søndag spillede 0-0 på Brøndby Stadion.
- Alle vores modstanderne siger hver gang, de har mødt os, at de har spillet deres dårligste kamp. Og det er en stor ros til os, siger Johnny Mølby.
- Det vidner om, at holdet har meget at komme med. Vi er oprykkere og skal blive dygtigere til at lave mål, og kan vi blive det, så tror jeg også på, at Horsens vil spille en rolle i dansk fodbold i fremtiden, vurderer træneren.
På gæsternes præmisser
Selv om det ikke lykkedes at score i søndagens udekamp, så glæder Mølby sig over, at kampen mod Brøndby kom til at foregå på gæsternes præmisser.
- Brøndby har stor respekt for os. De muligheder, som Brøndby skaber, kommer i forbindelse med kontraangreb - endda på deres egen hjemmebane. De er ikke i stand til at spille sig igennem til en eneste chance, siger Johnny Mølby.
- Vi kommer selv til tre-fire indlæg i første halvleg, og så har Gilberto Macena en stor chance efter pausen, opremser han.
AC Horsens, der blot har lukket fem mål ind i forårets 10 kampe, er med uafgjort endnu ikke helt fri af nedrykningskampen, vurderer midtbanespilleren Martin Retov.
- Vi skal minimum havde en sejr mere, for alle tager point fra hinanden, siger Retov.
AC Horsens har seks point til Randers FC under nedrykningsstregen.