Stolpe ud: Silkeborg sendt hjem med ordentlig lussing
Silkeborg fik bank i Parken trods to stolpeskud i starten af kampen
Efter en tung start på sæsonen virker FC København til igen at have fundet melodien, og det gik lørdag aften ud over en østjyske gæst. Lørdag hentede FCK den tredje sejr i træk i Alka Superligaen, da Silkeborg blev besejret med 4-0 i Parken.
Sejren sender FCK op på en midlertidig andenplads med to point op til førerholdet fra FC Nordsjælland, der står med 20 point efter ti runder, mens Silkeborg IF fortsat er nummer ti, og kan blive sat yderligere tilbage i morgen.
Sæsonstartens offensive problemer var fortid i Parken lørdag, hvor værterne skabte stribevis af chancer, og sejren kunne let have været endnu større.
Med fem forsvarsspillere i startopstillingen var der fra start lagt op til en defensiv kamp for Silkeborg. Helt som ventet blev gæsterne hurtigt trykket tilbage på banen.
To gange i de første syv minutter stod træværket ellers i vejen for gæsterne, men FCK fik hurtigt rystet forskrækkelserne af sig med to scoringer.
Læs også
Begge gange var Benjamin Verbic på pletten - først med et hovedstød efter 22 minutter, og seks minutter senere afsluttede kantspilleren et fornemt FCK-opspil med en velplaceret afslutning med venstrebenet.
Silkeborg satsede med en mere offensiv taktik efter pausen, men lige lidt hjalp det, da Andrija Pavlovic fire minutter inde i anden halvleg gjorde det til 3-0 på oplæg fra angrebsmakker Pieros Sotiriou.
Læs også
Målet fik FCK-spillerne til at slippe foden en smule fra speederen, men det forhindrede ikke indskiftede Rasmus Falk i at lukke kampen med en scoring til 4-0 fra kantspilleren.
Næste opgave for FC København i Superligaen er en udekamp i Lyngby, mens Silkeborg hjemme møder FC Nordsjælland.