Større anlægsarbejde på trafikeret vej kan give trafikale gener

Et større anlægsarbejde med fjernvarme er de kommende uger årsag til trafikgener på Vestre Ringgade i Aarhus.

00:29

VIDEO: Fra i dag, mandag, og fem uger frem er der kun et enkelt spor farbart i hver retning på et stykke af Vestre Ringgade.

Trafikanter i Aarhus vil i de næste fem uger opleve gener, når de kører på Vestre Ringgade.

Der bygges mange steder i Aarhus, hvor nye kvarterer og boligområder skyder op. Det betyder, at flere får brug for fjernvarme, og derfor påbegyndes der i dag, mandag, et større anlægsarbejde med fjernvarme.

I de næste fem uger vil der kun være et spor farbart i hver retning på et stykke af Vestre Ringgade fra Paludan Müllers Vej til Viborgvej. Her kan du se, hvordan trafikanterne samles skiftesvis i den ene og anden anden side. Foto: Aarhus Kommune

- Vores fjernvarmenet er delt op i områder. Området ved det gamle Amtssygehus er belastet på grund af den byfortætning, der sker i Aarhus ved Godsbanen og ved Søren Frichs vej, så der er brug for mere varme, siger Lasse Kjelgaard Jensen, ingeniør, fjernvarme, hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Det er stykket her af Vestre Ringgade fra Viborgvej til Paludan Müllers Vej, hvor der de kommende uger kun er et spor farbart i hver retning. Foto: Google Maps

Derfor skal der graves et større område op, og det kommer altså til at påvirke trafikken i de fem uger, det står på.

- Vi skal lave en ny fjernvarme-transmission, der kommer til at gå fra Paludan Müllers Vej og hen til det gamle Amtssygehus, hvor vi skal have bygget et veksleranlæg, siger Lasse Kjelgaard Jensen.

Læs også Veje sveder i sommervarmen - sådan gør du, hvis du får "sved" på bilen

I hele perioden - uge 27 til og med uge 31 - vil bilisterne på et stykke af Vestre Ringgade derfor kun have et spor i hver retning på strækningen mellem Paludan Müllers Vej og Viborgvej.

Af hensyn til trafikanterne er anlægsarbejdet lagt her i ferieperioden, hvor der generelt er mindre trafik på vejene.