Støjplaget boligkvarter får en hjælpende hånd

Venstre og Radikale går sammen og lover støjværn til motorvejsnaboer ved Silkeborgmotorvejen.

Rune Birkemose Jakobsen bor i Buskelund nær Silkeborgmotorvejen. Han og familien lever med konstant støj fra vejen. Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Der er fuld gang i valgkampen – og i valgløfterne.

Kristian Pihl Lorentzen, Venstre, og Andreas Steenberg, Radikale Venstre, gik i dag sammen om at give borgerne i det støjplagede område Buskelund i det vestlige Silkeborg et valgløfte.

Læs også Naboer til motorvej må sove med ørepropper: Det er en konstant belastning

Efter valget vil de kæmpe for, at boligområdet vil få et støjværn, som skal skærme for larmen fra Silkeborgmotorvejen.

- Jeg synes, vi skal have løst det her, for det er alt for voldsomt for de beboere, det går ud over, siger Andreas Steenberg, som er medlem af Folketinget for Radikale Venstre.

Regningen skal splittes

Silkeborg Kommune og Vejdirektoratet har længe været i strid om, hvem der skal hjælpe de støjplagede naboer til motorvejen.

Vejdirektoratet mener, at ansvaret ligger hos kommunen, og kommunen mener, at ansvaret ligger hos staten.

Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), har tidligere forsøgt at nå til enighed med transportministeren om en løsning.

- Jeg har over for ministeren tilkendegivet, at vi godt vil bidrage til en aktiv løsning, også økonomisk sammen med dem. Det har han afvist, sagde han dengang til TV MIDTVEST.

Kristian Pihl Lorentzen (V) foreslår, at kommunen og staten splitter regningen og laver et støjværn til de generede naboer i boligkvarteret Buskelund. Foto: Richard Gaarn Svendsen

Nu mener Kristian Pihl Lorentzen, at politikerne må gribe ind. Han foreslår, at kommunen og staten splitter regningen.

- Jeg lover, at jeg efter valget vil tage initiativ til, at staten finder halvdelen af de penge, der skal til, siger han.

Er det ikke nemt at love det nu?

Læs også Støjplaget nabo til motorvej: Vi er lusen mellem to negle

- Jo, men jeg tør godt love det, for jeg har gode chancer for at indfri det. Vi har lige afsat 1,6 milliarder i en trafikaftale til bekæmpelse af støj, og der skal vi altså bruge en lille bid af de penge, til at få den her knude hugget over, siger han.

Kristian Pihl Lorentzen anslår, at en støjdæmpende løsning vil koste omkring 30 millioner kroner.

03:14

VIDEO: Line Bojesen og hendes familie bor på første parket til Silkeborgmotorvejen. For dem er støjen en daglig irritation. Videoen er fra januar 2018.

Luk video