Stod klar med 50.000 kr. - men ingen ville have pengene

Ungerigsdag og uddeling af 50.000 kroner aflyst i Syddjurs på grund af for lille tilslutning

Arkivfoto fra Strandbar i Ebeltoft.

Torsdag aften skulle der have været en såkaldt ungerigsdag i Syddjurs Kommune, hvor der skulle uddeles 50.000 kroner, som kommunens unge under 25 år kunne få del i til projekter ved at ansøge om det. Men det gjorde ingen, inden tidsfristen udløb, og derfor er arrangementet nu udskudt på ubestemt tid.

- Det er ikke begravet, men derimod udskudt. Vi ønsker fortsat at få det igennem, men nu skal det politisk besluttes, om vi for eksempel kan forsøge igen til foråret, siger driftsleder Thomas Esbøl Nielsen fra Syddjurs Ungdomsskole til tv2oj.dk.

Det er Demo-rådet i Syddjurs, der har været tovholder på projektet og søsat ungerigsdagen. Her var det meningen, at 27 unge skulle indtage pladserne i byrådssalen og diskutere og beslutte hvilke projekter, der skulle tildeles penge fra puljen på de 50.000 kroner.

Læs også Stemmeboom: Mange unge satte deres kryds i Silkeborg

- Hele tanken bag det her var en byrådschance med unge, som skulle behandle de mange forslag fra de andre unge i kommunen. Men det har vist sig, at vi ikke havde nok forslag til at gennemføre det, siger Thomas Esbøl Nielsen.

Han fortæller, at der ikke var kommet en eneste ansøgning om penge til et projekt, da tidsfristen udløb i går, mandag. I løbet af onsdagen er der dog tikket fire-fem ind.

Læs også Rådmand: Unge-byråd er ikke bare til pynt

- Vi kunne godt tænke os, at der var kommet 15-20 forslag. Det er svært med så få forslag at lave debat og forhandling blandt de unge til ungerigsdagen. Det skulle ligne det politiske spil, og det kan det ikke med så få forslag, så derfor udskyder vi det, siger Thomas Esbøl Nielsen.

Det er nu op til FI-udvalget i kommunen at finde ud af, om ungerigsdagen skal have et nyt forsøg til foråret, så de unge får mulighed for at ansøge om penge til lige netop de projekter, de drømmer om at lave, hvad enten det gælder en legeplads, en jazzfestival eller noget helt tredje.

- Vi håber, og det er vores ønske, at der er opbakning til at forsøge igen, og så må vi og Demo-rådet, der jo er tovholder på projektet, kigge på, om der er noget, vi skal revidere i forhold til kriterierne for ansøgningerne, siger Thomas Esbøl Nielsen.