To stjerner til One Direction
Anmeldere har ikke mange rosende ord til overs for boybandets koncert i Horsens
'Pivfalsk', 'ømme trommehinder' og 'velkendte floskler'. Sådan lyder det fra det danske anmelderkorps dagen efter, at verdens nok mest populære boyband i øjeblikket holdt koncert i Horsens.
Tirsdag aften stod Casa Arena i Horsens i bandet One Directions' tegn. Stadionet var fyldt op med 26.000 skrigende fans, som var kommet for at få en oplevelse, de aldrig vil glemme.
At bedømme på køerne af tilskuere, der havde stillet sig op flere timer inden koncerten, for at få en god plads foran scenen, var der noget at
komme efter.
Hvis man derimod spørger de voksne anmeldere fra de danske aviser, er der ikke megen begejstring at spore.
Ekstra Bladets berygtede anmelder Thomas Treo, som er kendt for at holde igen med de rosende vendinger, gav koncerten blot to stjerner.
Han bemærker dog, at bandet klarede sig noget bedre end til koncerten i Parken i København sidste sommer, hvilket ifølge ham skyldes, at bandet er gået fra fem til fire medlemmer:
- Her til aften i Horsens beviste One Direction, at de faktisk er bedre som kvartet, og man tør da næsten ikke tænke på, hvor god popgruppen kunne blive, hvis den mistede en knægt eller fire mere.
Enighed om stjernerne
Også Politikens Pernille Jensen er ude med riven efter de fire darlings, som ligeledes får to stjerner med på vejen:
- Men i Horsens tirsdag aften lignede One Direction mest af alt fire lavstammede soloartister der godt nok sang de samme sange, men som ellers udstrålede omtrent ligeså meget hjertelig bandstemning, som man kunne forestille sig på en tvangs-selfie mellem de to statsministerkandidater.
BT er enige med både Ekstra Bladet og Politiken omkring antallet af stjerner.
Anmelderen hos Horsens Folkeblad, Søren E. Alwan, har valgt ikke at sætte stjerner på koncerten, som han beskriver som 'popfest for far, mor og børn'. Han peger dog - ligesom sine anmelderkollegaer på - at der ikke var de store nyskabelser:
- Men lad det endelig ikke skygge for den oplevelse, som det store - og unge - flertal havde. De var til fest med One Direction - og de nød hvert eneste minut!