Stjerner for en aften: Seks måneders turné topper for efterskoleelever

Efter seks måneder på landevejen, afslutter eleverne på musiklinjen på Brøruphus Efterskole et forløb med en stor koncert på Radar i Aarhus.

06:29

VIDEO: Se hele indslaget fra Brøruphus Efterskole og deres koncert her.

Sangskrivning, masser af tid på landevejene og koncerter er hverdagen for mange musikere, når de drager land og rige rundt for at tjene til føden. Det liv har en flok efterskoleelever fået et indblik i de seneste seks måneder, hvor de har været på turné for at arbejde med at skrive sange og selv lave musiknumre.

Læs også Lejrskole i Kenya har givet oplevelser, der ikke kan læses i en bog

I aftes kulminerede det halve års hårde arbejde så med en stor koncert i hjertet af Aarhus. Her var eleverne på musiklinjen fra Brøruphus Efterskole nemlig klar med den koncert, de har forberedt siden august sidste år. Og kort inden koncerten gik i gang, skulle der både være styr på instrumenter og nerver.

- Jeg er meget nervøs, og jeg har ikke rigtig været vant til at prøve det før, så det er meget stort, og jeg glæder mig også helt vildt, siger Emma Hjorth, der er efterskoleelev, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Emma og Magnus var både nervøse og spændte over aftenens optræden.

- Jeg tror, jeg vil sige, at jeg er mere spændt end nervøs. Jeg har glædet mig rigtig meget, så jeg tror bare, det bliver en mega god oplevelse, siger Magnus Nyborg, der er elev på Brøruphus Efterskole

Læs også Efter bustrusler: Nu går kommunen ind i sagen

Den store afslutning på det halve års hårde arbejde løb af stablen på spillestedet Radar i Aarhus. Til koncerten har de mange elever alle været med til at bidrage med lige nøjagtigt det, de bedst kan lide.

- Vi har noget jazzet og noget, der er mere gang i. Vi har jo alle sammen forskellig smag, og de sange, vi har lavet, er jo lavet ud fra det, vi godt kan lide, så vi har rigtig mange forskellige genrer med, siger Emma Hjorth.

Jeg har bare lært en masse, og jeg har aldrig været vant til at stå på en scene, men nu skal jeg stå og fyre den af.

Emma Hjorth, efterskoleelev

Og ud over nogle hyggelige stunder og ny, fed musik, har eleverne også rent socialt fået en masse ud af turnéen.

- Vi har virkelig fået den helt rigtige opbakning, og vores lærer har guidet os rigtig, rigtig godt igennem det hele. Og så har man bare udviklet sig en masse på det her stykke tid, siger Magnus Nyborg.

- Jeg har bare lært en masse, og jeg har aldrig været vant til at stå på en scene, men nu skal jeg stå og fyre den af, siger Emma Hjorth.

01:54

VIDEO: Tidligere spillede efterskoleeleverne både deres egen musik og covernumre for en skole i Brabrand.

Luk video

Musiklærer: - Eleverne vokser som mennesker

Mikkel Bonde har hver dag støttet og været en del af oplevelsen med eleverne, da han som musiklærer har haft en finger med i spillet.

- Én ting er jo at skrive sine sange derhjemme og få det til at lyde godt, men at komme ud og optræde med det, det er bare mega fedt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Musiklærer Mikkel Bonde kan mærke en klar forskel på eleverne. 

Han kan også mærke, hvordan eleverne udvikler sig gennem det lange forløb som halvprofessionelle musikere.

- Det er vigtigt at forsøge at formidle det, man har på hjerte, gennem musikken, og de vokser jo både som mennesker og som de musikere, de er ved at blive kastet ud i selv at skulle gøre det. Ikke bare at fortolke andres musik men faktisk at skrive noget selv.