Stjal stort parti julepynt
Juletyve på rov i Grenaa
20. apr 2014, kl. 13:42
Mere end 30 dage gammel
Julen varer lige til påske.
Den linje har de fleste nok sunget, men måske har nogle tyveknægte taget det lidt for bogstaveligt.
I hvert fald har indbrudstyve stjålet et større parti julepynt fra en bolig i Grenaa.
- De har aflistet en rude ind til et værelse. Det vil sige, at de har fjernet trælisterne, som holder ruden, og pillet glasset ud. Det ser man nogle gange ved ældre vinduer, siger Carsten B. Dahl, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med sig fra indbruddet har tyvene blandt andet taget 28 juleuroer af mærket Georg Jensen, hvad der ellers mangler, er endnu ikke gjort op.
Indbruddet er sket på Lykkevej i Grenaa i perioden onsdag klokken 18.00 til lørdag klokken 12.40.