Stjal skildpadde-sparebøsse

Grådig indbrudstyv på spil i Rønde

Genrefoto.

Ved at bryde et vindue op lykkedes det en indbrudstyv at trænge ind i en families hjem på Gåsebakken i Rønde, det oplyser Østjyllands Politi. 

Indbruddet skete i tidsrummet fra lørdag kl. 10.00 til søndag kl. 17.25.

Da familien kom hjem, kunne de konstatere, at en sparebøsse i hvid keramik i form af en skildpadde indeholdende et kontantbeløb var væk.

Derudover var den uvelkomne grådige gæst smuttet af sted med en iPad, cigaretter samt en guldhalskæde med en diamant som vedhæng.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner og kan kontaktes på tlf. 114.