Stjal PH-lamper i kirke
Politiet i Skanderborg greb i nat tre indbrudstyve på fersk gerning, da de var i færd med at stjæle PH-lamper i Mallinggaard Kirkesal i Skanderborg
Tre unge mænd fra Århus brød i nat ind i Mallinggaard Kirkesal i Skanderborg. En vægter opdagede, at otte PH-lamper var klippet ned. De fire var væk, men resten var sat til side i kirken.
Derfor alarmerede vægteren politiet, der lagde sig på lur. Kort efter dukkede de tre indbrudstyve op for at hente de sidste fire lamper, så politiet kunne anholde tre mænd fra Århus på henholdsvis 23, 24 og 26 år.
Skanderborg Politi ransagede herefter de tre mænds hjem og fandt de resterende fire lamper. Politiet fandt samtidig andre ting, som muligvis stammer fra andre indbrud. Politiet er nu ved at undersøge, om de tre mænd har været involveret i andre indbrud. Herefter beslutter Skanderborg Politi om de tre skal fremstilles i grundlovsforhør.