Stjal pengeskab på 100 kg

Tyve brød ind i rejsebureau

Det er lykkedes en eller flere ukendte gerningsmænd at stjæle et pengeskab med kontanter fra et rejsebureau i det inde Aarhus.

 

Ifølge politiet fandt tyveriet sted natten til søndag, hvor tyvene tilsyneladende er kommet ind igennem en port i Mejlgade ved at åbne den med den rette nøgle. I hvert fald er porten ikke brudt op.

 

Derefter har gerningsmændene brudt en dør op med et koben, inden de forsvandt med pengeskabet, der stod i et kopirum.

 

- Der har utvivlsomt været flere mænd om tyveriet. Pengeskabet vejer over 100 kg, så det er ikke så let at flytte, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND

Pengeskabet indeholdt kontanter i form af danske kroner samt et beløb i Euro. Derudover var der forskellige kreditkort i skabet.

- Men det er ikke et voldsomt beløb, der er stjålet, fastslår Mogens Brøndum.