Stjal I-Pods for 28.000 kroner
Med tasken fuld af I-Pods blev en tyv anholdt i Århus. Butikstyveriet kan nu medføre en længere fængselsdom for den 27-årige mand.
En 27-årig mand fra Århus stjal i går I-Pods til en værdi af 28000 kroner fra en butik på Fredens Torv i Århus.
Det fik for alvor bægeret til at flyde over inde hos kriminalpolitiet i Århus.
Den unge mand har nemlig begået op imod 40 butikstyverier i løbet af de sidste to måneder.
- Nu bliver han fremstillet i grundlovsforhør med håb på at vi kan holde ham varetægtsfængslet indtil han opnår en fængselsdom for de mange tyverier, fortæller vicepolitiinspektør, Jørn Andersen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Butikstyven nåede ikke langt med sine varer.
- Vi så ham stå og stoppe omkring 15 I-Pods ned i en computertaske, som han i øvrigt også havde taget i butikken, fortæller butikschefen i Humac A/S.
Butikken kontaktede herefter deres vagtselskab, som pågreb tyven udenfor butikken.