Stjal geværer for 150.000
Stort våbenindbrud i Nimtofte i nat
Østjylland Politi leder lige nu efter gerningsmanden eller gerningsmændene til et røveri i en villa i Nimtofte, hvor adskillige jagtvåben er blevet stjålet. Politiet modtog anmeldelsen klokken halv syv i går aftes, hvor ejerne fandt deres hjem røvet.
- vi kan konstatere, at vinduet er blevet brudt op med et koben, og det er den vej, tyven eller tyvene er kommet ind i huset. Herefter er hele underetagen blevet gennemrodet, og tyven eller tyvene er forsvundet med rifler til en værdi af omkring 150.000 kroner, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ud over riflerne er der også blevet stjålet ammunition, jagt- og friluftstøj, flere rygsække, to bærbare pc'er og et digitalt kamera. Gerningsmanden eller gerningsmændene er stadig på fri fod.
Har du informationer i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.