Stjal fjernsyn for en million

Stort kup mod elektroniklager

Genrefoto

Natten til mandag forsvandt indbrudstyve med tv-apparater for omkring en million kroner fra et IT- og elektroniklager på Gunnar Clausens Vej i Viby.

Tyvene skaffede sig adgang til lageret ved at bryde igennem muren fra et tilstødende tomt lagerlokale med en vinkelsliber.

De forsvandt med mellem 50 og 100 fjernsyn af mærkerne Philips og Samsung. De stjålne tv-apparater er i størrelserne 40, 42, 46, 50 og 58 tommer.

Desuden er tyvene sluppet væk med et ukendt antal højttalere af mærket Creative.

Politiet har en formodning om, at tyvene må have haft lokalkendskab for at kunne bryde gennem muren på det rigtige sted. Antallet af tyvekoster har været så stort, at man ikke vil udelukke, at tyvene har kørt flere gange til og fra stedet for at få det hele med.

Politiet har udført tekniske undersøgelser på stedet og undersøger nu, om der er brugbart materiale fra videoovervågning, oplyser kriminalkommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.