Stjal bukser og sko for 200.000
Politiet anholder formodet stortyv
5. mar 2013, kl. 13:43
Mere end 30 dage gammel
En 24-årig mand er blevet anholdt og sigtet for tyveri af ikke færre end 70 par cowboybukser og 70 par sko.
Ifølge Østjyllands Politi blev bukserne og skoene stjålet under et indbrud i en forretning på Klostertorv i Aarhus Midtby i november sidste år.
Under indbruddet i butikken blev der også stjålet flere skjorter, skateboards og vinterjakker.
I alt havde tyvekosterne en samlet værdi af ca. 200.000 kr., vurderer politiet.
Den 24-årige formodede gerningsmand blev anholdt i går, mandag. Politiet fremstiller ham i grundlovsforhør i løbet af i dag.