Stjal 75 fælge med dæk

To containere brudt op hos bilværksted

Genrefoto

Et bilværksted på Søren Frichs Vej i Åbyhøj har været udsat for et noget usædvanligt tyveri. Firmaet har fået stjålet 75 sæt fælge inklusive dæk.

De mange fælge var opmagasineret i to containere bag firmaets lokaler. Gerningsmændene har formentlig læsset tyvekosterne over i en lastbil, vurderer vagthavende hos Østjyllands Politi, Bo Christensen.

Politiet ved endnu ikke, hvem der har begået tyveriet, men fremgangsmåden er ikke ukendt for Bo Christensen.

- Vi har jo tidligere set østeuropæere stjæle airbags og katalysatorer for så at fragte dem ud af landet og sælge dem på det sorte marked. Man kan formode, at der er tale om noget i samme stil her. Det er i hvert fald ikke til eget forbrug, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.