Stjal 38 kilo forkerte hampplanter

Politiet fandt også amfetamin på samme adresse

Genrefoto Foto: Flickr

Østjyllands Politi har onsdag anholdt tre personer, som sigtes for besiddelse af amfetamin. Derudover fandt politiet også en ordentlig bunke hampplante, som er stjålet fra et gods.

Den ene af de tre, en 52-årig mand, der er en gammel kending af politiet, fremstilles torsdag i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Han blev anholdt på en landejendom ved Nimtofte på Djursland, hvor politiet kom forbi i forbindelse med en skattesag.

38 kilo hampplanter

På ejendommen var der tre personer, og politiet fik derudover øje på en stor bunke hampplanter - 38 kilo.

Derfor valgte Østjyllands Politi at ransage ejendommen, og det viste sig at være en god idé, for her opdagede politifolkene amfetamin.

Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvor meget amfetamin det drejer sig om, men alle tre personer på ejendommen blev anholdt.

De mange hampplanter, som var lagt til tørring, sendte politiet til nærmere undersøgelse.

Industrihamp...

Her viste prøver, at der var tale industrihamp, der blandt andet bruges til isolering.

Ifølge politiet er de mange planter stjålet fra et nærliggende gods i den tro, at der var tale om rigtige hampplanter.

Men der er en stor forskel.

Industrihamp har så lav såkaldt thc-værdi, at man skal ryge i omegnen af et halv ton, for at det får en virkning, oplyser Østjyllands Politi.

Den 52-årige fremstilles torsdag i grundlovsforhør, mens de to andre blev løsladt. De er dog fortsat sigtet i sagen.

- De er sigtet for amfetaminen. Hvorvidt de bliver sigtet for tyveriet af industrihampen, tager vi stilling til senere, siger politikommissær Helle Fly Edelbo fra Østjyllands Politis afdeling for central efterforskning.