Stime af indbrud i Randers
To unge mænd blev i nat anholdt i en bil, der var fyldt med tyvekoster fra flere indbrud.
Randers Politikreds har i godt en uge været plaget af natlige indbrud. Tyvene går målrettet efter edb-udstyr. Alene i nat var der fire indbrud. To unge mænd på henholdsvis 21 og 29 år blev anholdt, da de var på vej væk fra Gjerlev Skole i Gjerlev ved Randers. Herfra havde tyvene stjålet en kopimaskine, et digitalkamera og adskillige kontorartikler.
Desuden fandt politiet tyvekoster fra andre indbrud i bilen. Kriminalinspektør Børge Fransen ved Randers Politi oplyser, at der er flere indbrud end sædvanligt. I løbet af sidste uge har der været indbrud hver eneste nat.
Flere steder får tyvene dog en lang næse. For det edb-udstyr, de målrettet er gået efter i flere virksomheder er allerede blevet stjålet. Og virksomhederne er blevet bedre til at sikre deres udstyr og installere røgkanoner. Så mange af indbruddene ender med, at tyvene må gå tomhændede hjem.