Stiller op for ny liste
FOA-formand skifter til Velfærdslisten
I 25 år har formand for FOA i Randers Inge-Lise Christensen været medlem af socialdemokratiet, men tilbage i april meldte hun sig ud.
- Jeg syntes, vores velfærd er under pres, derfor har jeg valgt at stille op for netop Velfærdslisten. Det er hele det offentlige område, som betaler prisen i disse tider, siger Inge-Lise Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den lokale formand for FOA har tidligere været medlem af byrådet for socialdemokratiet i Randers Kommune i perioden 1991-1998.
Nu stiller den tidligere socialdemokrat op for Velfærdslisten i Randers, hvor hun bliver nummer to på listen efter Kasper Fuhr Christensen.
Inge-Lise Christensen tror selv, hun har gode chancer for igen at blive medlem af byrådet.
- Jeg vurderer dem som gode. Men det er selvfølgelig svært, at vurdere hvordan borgerne reagerer, når man stiller op på en ny liste, siger Inge-Lise Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.